Operation Valkyrie (2009)

Chart Attacks udgave af Rene ord for pengene. Hvad er hot, hvad er not, hvad skal man ikke bruge penge på og hvad skal man end ikke bruge båndbredde på. Dette forum er ikke kun begrænset til musik, men også film, spil, restauranter, diskoteker. Kort sagt alt, hvad man kan spare penge på eller anbefale.

Redaktør: 3dotz

Besvar
3dotz
Members of the Newlyweds
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 22 apr 2002, 05:28

Operation Valkyrie (2009)

Indlæg af 3dotz »

En film om anden verdenskrig, Hitler og dermed min favoritby Berlin. Jeg måtte en tur i biografen, så jeg slæbte konen med i Imperial igår.

Godt nok kender man slutningen på filmen, men det gjorde man jo på den anden side også med Titanic, og det var da en kanon kærestefilm. Tilmed er denne film instrueret af Bryan Singer, som jeg har været lidt glad for siden The Usual Suspects.

Så med r**en velplaceret i de bløde biografsæder ventede vi kun på at filmen skulle starte. Jeg har altid set en biografoplevelse som 1/3 reklamer og trailers og 2/3 film, men reklamerne var elendige og trailerne var umiddelbart heller ikke nogen jeg vil gå ind og se (Mænd der hader kvinder, Watchmen (kan jeg godt nøjes med blurayversionen)).

For den uindviede så besidder Tom Cruise hovedrollen, og der har været en del hype om filmen fordi tyskerne ikke var specielt glade for den scientology-glade dværg. Jeg er solgt fra start af. Filmen starter med tysk tale, der så hurtigt går over i engelsk, men med jævne mellemrum dukker der tyske ord. Kanon.

Tom Cruise er Oberst Stauffenberg (staveplads tak – nu kalder jeg ham bare OS), der under en udstationering i Tunesien kommer alvorligt til skade. Kort efter Tom Cruise har proklameret sin modstand mod Hitler til en overordnet får man et kæmpechok. Et par maskingeværskud med ekstra bass får en til at smide popcorn og sodavand en halv meter op i luften. Stilen er lagt. Nu skal jeg nyde anden verdenskrigsdrama i fed surround.

OS kommer som sagt til skade. Han mister venstre øje, to fingre på venstre arm og får amputeret det meste af sin højre arm. Så hans iver for at vælte Hitler bliver hans drivkraft. Han bliver headhuntet af en gruppe tyskere, som forsøger at bekæmpe Hitler indefra. Naturligvis ender OS som drivkraften bag dette komplot, der går ud på at slå Hitler ihjel.

Hitler har en plan. Operation Valkyrie. Den skal iværtsættes i tilfælde af Hitlers død og en skyggeregering skal indsættes. Den er personligt underskrevet af Hitler. I den oprindelige plan spiller SS en stor del af planen, men i den nye skal SS fremstå som kupmagere, og dermed anholdes af den store reservestyrke, som Hitler har i Berlin.

OS får omskrevet planen og det lykkedes ham at få Hitler til at skrive under på den nye plan. Nu skal Hitler lige slås ihjel med en bombe og hans håndlanger Himmler skal tages med samtidig. Filmen er stadig spændende, men så er det, at der går for meget snak i den.

Ting skal vendes, og den store action lader vente på sig. Imens render Tom Cruise rundt som en sammenbidt gammel mand, og det er synd. Cruise forsøger at portrættere OS så seriøst, at han mister troværdigheden. Rollen virker ikke til at passe til ham. End ikke da hele korthuset vælter efter Operation Valkyrie er forsøgt gennemført, mens Hitler stadig overlever. Det bedstfungerende er hverken Hitler og hans kompagner eller Tom Cruise og hans possé.

De bedste skuespillere er de folk, som er placeret som en lus imellem to negle. Kommunikationsafdelingen og reservestyrken, der gør hvad de får besked på. De kendte skuespillere i filmen er dem, der gør det dårligst.

De virker ikke troværdige. Man mangler at komme under huden på dem. End ikke da lokummet brænder kan man mærke dem. En skam for en stor del af filmen bygger på, at man skal bygge et sympatiforhold til dem. Det sker bare aldrig.

Det samme gør fornemmelsen af, at man befinder sig i Tyskland heller ikke. Det hedder sig, at filmen er optaget on locations, men man genkender ikke rigtig noget fra nutidens Berlin i filmen. I mine øjne kunne filmen lige så godt være filmet i Hollywood for for gimmicken slår aldrig igennem.

Den altid så kritiske ... står derfor i lidt af et dilemma. Filmen findes også i en tysk version lavet for et par år siden. Omhandledende det samme kupforsøg, men med tysk tale og tyske skuespillere. Jeg er bange for, at hvis jeg først ser den, så vil denne film falde en karakter mere.

Alligevel skal den have :3af5 som den er lige nu. Den samme karakter, som stort set samtlige anmeldelser jeg læste i fredags endte med. Middel.
Vincent de Moor - Flowtation. Total yndlingsnummer.
Besvar