Eternal Sunshine Of A Spotless Mind
: 17 jun 2004, 00:33
IMDb
Official Site
Trailer (Windows Media Large)
Cast (Hovednavne):
Jim Carrey
Kate Winslet
Elijah Wood
Kirsten Dunst
I "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" gælder det om at holde fast. Ingen hyggesnakken eller sidde-på-bagerste-række-i-biografen-oplevelse med Trunte under filmen anbefales. Det eneste man får ud af det er at man bliver nødt til at købe en ny billet. Historien bliver nemlig fortalt i bedste Memento-stil.
Joel Barrish (Carrey) og Clementine (Winslet) møder hinanden en valentinsdag og bliver samme dag på det nærmeste gift.... Da deres forhold vender til det ulykkelige får Clementine slettet hendes hukommelse og minder omkring Joel.
Det kunne lyde som en Paycheck/Memento/Minority Report inspireret film, men den skaber sin egen genre og bliver i mange henseender mere vellykket.
Tilbage står så en fortvivlet Joel, der ikke har været sammen med andre kvinder siden og ikke tør tage chancen for at opsøge kontakt med nye, fremmede kvinder. Dette afsavn af Clementine får Joel til at gennemgå samme behandling som sin tidligere kæreste. Hele processen starter og det er igennem den hele filmen bliver fortalt. Med mange spring i tid og rum, og det er her der skal holdes fast. Ellers fatter man hat og briller af hele filmen. Vi oplever hvordan alle Joels minder omkring Clementine bliver slettet og at det måske ikke er det bedste for deres forhold. Den diskussion (ud fra desperation) bliver taget og en mulig udvej bliver fundet for dem.
Det at den er forvirrende gør at jeg endnu bedre kan lide den. Det er sjældent at publikum får en udfordring i at følge med i en handling og det er en skam. Den skal være forvirrende fordi det for hovedpersonerne er forvirrende. Punblikum skal leve sig ind i en verden hvor denne sci-fi teknik er mulig og det ser vi for lidt af fra Hollywoods side synes jeg. Det er på dette punkt den klart adskiller sig fra de tre tidligere nævnte film jeg sammenligner den med.
Og det virker. Den er i en klasse for sig selv. Det er rent filmkunst, der er spækket med symbolik, metaforer og filosofiske livssyn. Det er heller ikke et minus at Jim Carrey, manden med gummifjæset, spiller rollen skide godt. Det gør resten af besætningen også, men det er klart et bevis på at Jim Carrey kan spille mere seriøse roller end han i forevejen havde i den tragikomiske "The Truman Show".
Hvis filmen ikke får en nominering til en Oscar, eller Jim Carrey bliver overset igen, så ved jeg ikke hvornår man skal ære hans skuespillerkunst. Det her er klasse!
Official Site
Trailer (Windows Media Large)
Cast (Hovednavne):
Jim Carrey
Kate Winslet
Elijah Wood
Kirsten Dunst
I "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" gælder det om at holde fast. Ingen hyggesnakken eller sidde-på-bagerste-række-i-biografen-oplevelse med Trunte under filmen anbefales. Det eneste man får ud af det er at man bliver nødt til at købe en ny billet. Historien bliver nemlig fortalt i bedste Memento-stil.
Joel Barrish (Carrey) og Clementine (Winslet) møder hinanden en valentinsdag og bliver samme dag på det nærmeste gift.... Da deres forhold vender til det ulykkelige får Clementine slettet hendes hukommelse og minder omkring Joel.
Det kunne lyde som en Paycheck/Memento/Minority Report inspireret film, men den skaber sin egen genre og bliver i mange henseender mere vellykket.
Tilbage står så en fortvivlet Joel, der ikke har været sammen med andre kvinder siden og ikke tør tage chancen for at opsøge kontakt med nye, fremmede kvinder. Dette afsavn af Clementine får Joel til at gennemgå samme behandling som sin tidligere kæreste. Hele processen starter og det er igennem den hele filmen bliver fortalt. Med mange spring i tid og rum, og det er her der skal holdes fast. Ellers fatter man hat og briller af hele filmen. Vi oplever hvordan alle Joels minder omkring Clementine bliver slettet og at det måske ikke er det bedste for deres forhold. Den diskussion (ud fra desperation) bliver taget og en mulig udvej bliver fundet for dem.
Det at den er forvirrende gør at jeg endnu bedre kan lide den. Det er sjældent at publikum får en udfordring i at følge med i en handling og det er en skam. Den skal være forvirrende fordi det for hovedpersonerne er forvirrende. Punblikum skal leve sig ind i en verden hvor denne sci-fi teknik er mulig og det ser vi for lidt af fra Hollywoods side synes jeg. Det er på dette punkt den klart adskiller sig fra de tre tidligere nævnte film jeg sammenligner den med.
Og det virker. Den er i en klasse for sig selv. Det er rent filmkunst, der er spækket med symbolik, metaforer og filosofiske livssyn. Det er heller ikke et minus at Jim Carrey, manden med gummifjæset, spiller rollen skide godt. Det gør resten af besætningen også, men det er klart et bevis på at Jim Carrey kan spille mere seriøse roller end han i forevejen havde i den tragikomiske "The Truman Show".
Hvis filmen ikke får en nominering til en Oscar, eller Jim Carrey bliver overset igen, så ved jeg ikke hvornår man skal ære hans skuespillerkunst. Det her er klasse!